11. jan. 2015

Årets pletskud og fejlskud

Det er blevet et nyt år, og for mig er det altid en god anledning til lidt ransagelse og reflektion. I den lettere afdeling af disse overvejelser er: Hvordan gik det egentlig ved symaskinen?
Det er der blevet en lille top 5(4) hitliste over årets pletskud og fejlskud ud af, og det har faktisk været sjovt at gå og tænke over. Og lærerigt!

En hurtig sammentælling siger, at jeg har syet 39 stykker tøj i løbet af 2014 - 9 kjoler og nederdele, 2 jakker, 4 toppe og intet mindre end 24 stykker børnetøj (rigtig mange barselsgaver imellem). Det er sgu da meget godt! I betragtning af hvor lidt tid jeg egentlig synes jeg har til at sy, er jeg faktisk helt overrasket over hvor meget det er blevet til. Det er langt fra alt der har fundet vej til bloggen, faktisk kun godt og vel halvdelen. Meget af det er gentagelser af noget jeg har delt før, og tit når jeg slet ikke at tage billeder, før det er givet væk. Og så foreviger jeg aldrig de mislykkede projekter, men måske skulle jeg prøve at gøre det? Sådan som en del af læreprocessen, eller noget.


Top 5: Pletskud (Eller det der er blevet brugt allermest)


I ikke prioriteret rækkefølge:

1. Nederdel i kunstskind. Selvom jeg allerede har fundet ting der kunne gøres bedre i næste version, har jeg brugt den her nederdel rigtig meget. Den er dog desværre krympet lidt her i løbet af december (host host), så den nu sidder liiiidt stramt over maven. 

2. Små kjoler til Ingrid: Stor succes hos både mor og barn, især den grå er vi glade for!

3. Blå sommerkjole: Hvad jeg troede var en farve udenfor min comfortzone, har vist sig at være totalt midt i min zone. Den blå farve klæder mig ret godt - når jeg nu selv skal sige det - og jeg har brugt den hele sommeren. 

4. Baggy bukser til Kalle: Kalle synes han ser sygt sej ud i dem (hans egne ord), og det er i sig selv en større succes end jeg havde håbet på. Og jeg synes oven i købet også de er ret fede.

5. T-shirts: Den grå t-shirt er nok det stykke hjemmelavede tøj jeg har brugt mest. Jeg elsker den, og den kan alt det jeg synes den skal!



Top 5: Fejlskud (Eller det der bare på en eller anden måde ikke fungerer. Og faktisk er der kun 4, og det er jo godt!)





















I ikke prioriteret rækkefølge:

1. Sommerkjole med prikker: Altså det er jo egentlig ikke fair at den kjole lander i den her kategori. Men jeg har ikke brugt den en eneste gang! Det er fordi, at den er for gennemsigtig, og i princippet kunne jeg godt gøre noget ved det, men det får jeg bare ikke gjort.... Måske til sommer?

2. Coatigan: Elsker konceptet, og modellen er også helt fin. Men stoffet! Du godeste hvor er det noget crap. Alt for billigt, og det burde jeg altså have vidst. Det så rædselsfuldt ud efter ca. 10 min, og den lever nu på polyesterens evige jagtmarker.

3. Leopardkjole: Igen er det overhovedet ikke i orden, at den er landet her. For den sidder perfekt, og jeg var glad for den i måske 2 uger. Men så vaskede jeg den, og pludselig var den et mareridt af fnuller og falmede farver. Og sådan noget kan jeg bare ikke med. 

4. Marmorkjole: Altså er der noget der ikke er fair..... Elsker stoffet og modellen er fin. Jamen hvad er der så galt? Jeg ved det ikke! Men hver gang jeg tager den på, ender jeg med at tage den af igen. Måske er det bare fordi det er vinter? Måske fungerer den bedre til sommer og bare ben? Måske skal jeg sy den om til en top?


Det var ret fint at gøre mig de her overvejelser, synes jeg, så hvis der nu er nogle med en blog der sidder og tænker: Det vil jeg også! - så skulle I tage at gøre det! Det kunne være sjovt at se andre syeres kritiske blik på året der gik.

6 kommentarer:

  1. Det er altsammen flotte ting - ingen fejlskud der:)

    SvarSlet
  2. Jeg er vild med hele listen - både hits og (såkaldte) fejlskud. Jeg synes dog, at du har fat i den lange ende - det er en rigtig god idé at reflektere over, om man får syet det, der også bliver brugt. Jeg burde gøre det samme...
    Jeg synes dog også, at såkaldte fejlskud kan være ok, hvis man istedet lærer nye syteknikker.. Det er ihvertfald min undskyldning for at sy kjoler, jeg kun har på to gange...
    Apropos din tidligere post om fine jakker, har du så set det nyeste Burdablads blazerjakke? Den er så cool og jeg tænker heller ikke den ser så svær ud.

    SvarSlet
  3. Ja, fejlskud er i princippet altid ok, for man lærer jo noget af processen. Om det så er færdigheder eller noget stil- eller komfortmæssigt, så bliver man jo altid lidt klogere. Men det er da surt at bruge mange timer på noget, man bare ikke får brugt. For mig er det jo helt tydeligt noget med materialerne, som ofte går galt. Og det har jeg så lært nu;-) Det er helt sikkert noget jeg skal tænke mere over i mine projekter.
    Jeg har ikke set det nye burda endnu, men det skal da helt sikkert lige tjekkes! Jeg er langt fra færdig med at finde "den rigtige" jakke.

    SvarSlet
  4. Jeg synes ærlig talt, at 2014 har været et godt sy-år for dig…selv dine "fejl"kreationer er jo flotte. Jeg har i hvert fald et par kreationer, der er blevet langt mindre vellykkede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak;-) Ja jeg er sådan set også selv fint tilfreds med resultaterne, og derfor er også interessant at reflektere lidt over, hvorfor der så alligevel er noget der ikke fungerer:-)

      Slet

Template by Pink + Lola